Vejledningen for de tidlige år i England opfordrer voksne til at tale med små børn om deres hverdagsmåder at sammenligne størrelse, længde, vægt og rumfang på. Det står side om side med at tælle, fordi måling er der, hvor tal møder den fysiske verden.
Forskere, der kortlægger, hvordan børn lærer matematik, som Clements og Sarama, beskriver tidlig matematik som læringsforløb: rækker af trin, der bygger på hinanden. For måling er et naturligt udgangspunkt enkel, direkte sammenligning.
De trin, børn bevæger sig igennem
- At lægge mærke til en egenskab: den her pind er lang, den her pose er tung.
- At sammenligne direkte: stille to stykker legetøj side om side for at se, hvilket er højest, eller holde én ting i hver hånd.
- At stille fair op: lære at enderne skal starte samme sted for at sammenligningen er fair.
- Hverdagsenheder: »Bordet er seks hænder langt.« Børn lærer, at enhederne skal være lige store og ikke efterlade huller.
- Standardenheder: linealer, vægte og målebægre kommer senere og giver mere mening efter trinene ovenfor.
Idéer til måling i hverdagen
Længde: hvem har den længste sko? Stil familiens sko op fra korteste til længste. Mål sofaen i fodskridt.
Vægt: hvad er tungest, æblet eller bananen? Hold én i hver hånd, og tjek så med en enkel skålvægt eller køkkenvægt.
Rumfang: badetid og køkkenvasken er perfekte. Hvilken kop rummer mest? Hvor mange små kopper fylder den store kande?
Tid: »før«, »efter«, »længere« og »kortere« er også måleord, og et timeglas gør tiden synlig.
Snak er den hemmelige ingrediens
Børn lærer målingens sprog ved at høre det i sammenhæng. I stedet for »stor« om alting, så prøv det præcise ord: høj, bred, tung, dyb, fuld. Spørg »hvordan kan vi finde ud af det?« i stedet for at give svaret.
Et overraskende resultat, som at et højt, smalt glas rummer mindre end et lavt, bredt, er en gave: lad barnet undre sig over det.